I sidste uge var det dejligt vejr det meste af ugen og derfor også et godt tidspunkt at få købt nogle havemøbler på. Jeg ville ellers gerne have kørt klunser/loppemarkeds stilen og bare købe lidt henad vejen, ting som ikke nødvendigvis passede sammen, men som bare var fint og "koloagtigt".
Men jeg måtte sande at det nok kom til at tage for lang tid og jeg savnede at kunne sidde i haven og ikke mindst sidde i haven med gæster.
Så det blev altså til et havemøbelsæt fra Ikea og det er egentligt meget fint og har ikke kostet en bondegård.
fredag den 22. maj 2015
tirsdag den 5. maj 2015
Ægte kolonister
Vi har forladt stenbroen til fordel for muldjord og græsplæne- ikke for evigt vel at mærke, men ihvertfald for resten af sommeren.
Og hvor er det bare fantastisk! Selv på sådan en regnvejrsaften som idag er det bare så skønt at være her.
Vi var inde i byen idag- skulle til tandlæge og lavede derfor en lille tur ud af det sammen med mormor. Da vi skulle hjem havde jeg ikke det mindste savn efter at komme tilbage til lejligheden, men så bare frem til at komme hjem og drikke kaffe i haven og lytte til fuglene fløjte.
Ahh, hvilken ro!
Der er ellers godt nok brudt en krig ud herhjemme de seneste par dage! En krig, som jeg nok desværre ikke vinder, men man kan vel forsøge.
Krigen udspiller sig mellem mig, snegle og skvalderkål og jeg er sikker på at de to sidstnævnte har rottet sig sammen!
Kom ud i haven igår morges efter at det havde regnet og så at der bare var snegle overalt og de var lystigt igang med at æde sig igennem mine planter- de bæster! Så måtte jeg jo finde "Havebog for begyndere" frem og hans råd var at drysse salt på dem. Jeg er jo generelt glad for dyr og det var lidt svært for mig, men så igen- det var dem eller mine blomster der måtte lade livet. Og det virkede jo fint nok med det der salt, men det resulterede desværre i, at der var slimede sneglelig i hele haven og med en nysgerrig 2-årig der render rundt og piller i alt, var det jo ikke just optimalt.
Så jeg ringede til min haveekspert- min mor. Hun foreslog en beholder med saltvand, hvor man så bare dumper bæsterne ned i. Det var smart og nu har jeg så et syltetøjsglas stående klar fyldt med saltvand og klamme, slimede sneglelig. Og nu er der næsten gået sport i at gå på sneglefangst!
Og så er der skvalderkålen. Jesus!! For nogle dage siden havde jeg fuldstændigt ignoreret alt hvad der hed ukrudt- kunne ikke rigtigt overskue den kamp. Vidste knap nok hvordan den berømte skvalderkål så ud. Men så kom det pludseligt over mig og jeg indledte krigen. Så efter at ha' ligget og rodet rundt på alle fire og pillet jeg ved ikke hvor meget skvalderkål op, ja så tror jeg aldrig at jeg nogensinde glemmer hvordan skvalderkål ser ud. Og der er stadig masser af det tilbage til at minde mig om det, hvis jeg skulle glemme det alligevel...
Abonner på:
Opslag (Atom)





