onsdag den 15. juli 2015

Sommerferie

Som den opmærksomme læser nok har lagt mærke til, så er det begrænset hvor meget der er blevet blogget i de sidste mange uger. Juni måned druknede lidt i regnvejr og eksamen og så har vi været en tur i jylland, først i sommerhus i Blokhus hos Nanna, Tue og Lund Emil og bagefter hos morfar i Ajstrup Strand. Og så har vi været på Nørrebro et par uger alt i alt og nydt godt af jazzfestival og bylivets muligheder.
Men nu er vi tilbage i haven og det var da også noget af et vildnis der tog imod os, da vi kom tilbage efter at have været væk i 14 dage. Alting var eksploderet (pånær det som sneglene havde ædt), men da vi lige fik slået græs, klippet lidt hæk og klippet lidt stauder ned, ja så så det heldigvis hurtigt meget fint ud igen.
Jeg har af to omgange sået krydderurter i mit ene højbed, men sneglene har formået at æde det hele rub og stub. Mine solsikke skud, som jeg havde forspiret hjemme i lejligheden har de også ædt og og diverse andre såede og plantede sommerblomster og grøntsager! Ellen er i USA og køber kobber tape med hjem til mig og det skulle holde sneglene væk, da de åbenbart ikke kan kravle hen over det, så man skal bare sætte det rundt om højbede og krukker. Så kan jeg forhåbentligt få lov at ha' mine ting i fred.
Vi er begyndt at nyde godt af frugter og bær af egen avl, udover rabarber, som vi jo har i massevis af, så har vi spist en del jordbær, hindbær, solbær og lidt ærter. Desværre er der ikke nok til at jeg kan lave marmelade eller andet, men det kommer nok.
I påskedagene fik jeg malet udestuen og alle de udvendige vinduesrammer og det pyntede virkelig. Det var dejligt at få det overstået, da det altså bare er sådan en ting, man skal tage sig sammen til, fordi man ved man ikke får lavet meget andet i et par dage. Men nu er det gjort og så skal der først males til næste år, hvor hele huset og skuret til gengæld skal ha' den store omgang.
I starten af juni holdt vi Vega's 2 års fødselsdag og det var en heldigvis en af de få dage, hvor der var godt vejr. Det blæste godt nok en halv pelikan men solen skinnede og det var varmt, så vi klagede ikke. Og det var en vildt hyggelig og dejlig dag med masser af søde mennesker, kage og gaver.
For en som mig, som har fødselsdag midt på efteråret, var det dejligt at holde en sommerfødselsdag- og så endda i kolonihaven med masser af plads til både børn og voksne!