fredag den 18. marts 2016

Haveåbning

Så er det imorgen haven åbner og jeg glæder mig som et lille barn og det har jeg gjort længe! Nu kan man virkelig godt mærke, at man trænger til noget frisk luft, jord under neglene og græs under fødderne ;-) Og nu hvor foråret så småt har vist sig, ja så kan man jo næsten ikke få armene ned- selvom det stadig er ret koldt...
Der er en del allerede planlagte projekter i denne sæson: Vega skal ha' bygget en ny seng, der er et stort træ der skal fældes, min faldefærdige havelåge skal bygges om, så Christianiacyklen, kan komme igennem, huset og skuret skal males og sidst men ikke mindst, sæsonens første projekt: Projekt Køkkenhave. Sidste år blev det ikke til mere end nogle enkelte krydderurter, nogle ærter og så hvad der ellers var i haven da jeg overtog den. I år har jeg fået mod på at udvide sortimentet og lave køkkenhave i mine tre højbede og et enkelt bed ved siden af. Så første step i det projekt er selvfølgelig at jeg skal have anskaffet noget sneglehegn, så der er en reel chance for, at der rent faktisk bliver et udbytte af det jeg sår. Sidste år blev jeg jo invaderet af de små bæster, så i år må jeg jo tage mine forholdsregler.
Jeg glæder mig virkelig til at komme igang med at gøre haven forårsklar, til at få gjort huset forårsrent og klar til en ny sæson men jeg glæder mig også bare til at komme lidt ud af byen- gå en tur ved mosen og nyde stilheden og naturen. Det er virkelig medicin for sjælen.

Og så har jeg selvfølgelig tyvstartet lidt og er begyndt at forspire lidt herhjemme ;-)






Ingen kommentarer:

Send en kommentar