onsdag den 20. april 2016

Nye planter og lidt stemningsbilleder ;-)

Var ude på Aldershvile Planteskole v. Bagsværd Sø den anden dag og det var da godt nok vanvittigt svært, at undlade at købe sig fuldstændig fattig! De havde så mange fine blomster og et kæmpe udvalg af stauder for ikke at tale om div. frø. Det er en helt ny verden der åbner sig, for en novice som mig og min have (og min pengepung) er jo alt for lille til alt det jeg gerne ville købe ;-)
Sidste år var min første sæson, så der købte jeg faktisk ikke meget andet end sommerblomster. Jeg skulle jo først lige se hvad der kom op af jorden, før jeg skulle begynde at plante og så. Det eneste jeg vidst såede i mit staudebed var lupiner, som jeg elsker, men de kom aldrig op. 

Så fik jeg købt og plantet en lupin. Er meget spændt! Har også fået plantet nogle pæoner, som jeg har arvet fra min mor's gamle have. Håber de overlever flytningen. 

Projekt havegang: jeg synes der manglede lidt fint bunddække ude i siderne, så det fik jeg også købt.



Ville gerne have købt meget mere af denne fine bunddække, gummipude hedder den, men de kostede 50 kr pr. potte, så den kvikke læser kan jo hurtigt regne ud, at det blev 200 kr for de 4 potter. Ja, så er det da også købt og betalt. Men jeg kunne altså ikke la' være selvom, jeg egentligt synes det er alt for dyrt.


Har allerede købt ranunkel løg, men det varer jo laaaang tid, før de blomstrer og kunne altså ikke stå for disse. Synes de er så smukke!



Og så er der jo sket meget i huset siden jeg overtog sidste år, men jeg har vidst ikke fået lagt så mange billeder op, så her kommer lige lidt.
Vega havde første dag i børnehave idag, så hun ligger putteklar i sin nye seng, som hun er meget glad for. 


Stue og soveværelse i ét ;-)

Der er nok at gå igang med, når Vega sover.







mandag den 18. april 2016

Årets første ferie i kolonøjseren...

Årets første ferie er startet og omend det er lidt koldt og ikke særligt forårsagtigt lige nu, så er vi altså rykket ud i kolo. Efter at haven åbnede for en måned siden, har vi været herude nogle enkelte dage og gjort hus og have forårsklar- så nu må det altså gerne komme det der forår med alt hvad det indebærer af sol og varme!! 


Højbedene gøres klar! I år vil jeg forsøge mig med en lille køkkenhave...


Så er højbedene klar. Nu med Vega's gamle tremmeseng til at binde ærter og tomater op på ;-) Nu mangler jeg bare, at få sat sneglehegnene på.

 Vega bager sandkager til den store guldmedalje.

Haven er stadig meget vinterbrun, så det pynter lidt med nogle blomster og farver.



Min morgen terrasse med fine klapstole fundet til storskrald hjemme på Nørrebro. Glæder mig til at skulle sidde der og nyde min morgenkaffe i solen :-)

fredag den 18. marts 2016

Haveåbning

Så er det imorgen haven åbner og jeg glæder mig som et lille barn og det har jeg gjort længe! Nu kan man virkelig godt mærke, at man trænger til noget frisk luft, jord under neglene og græs under fødderne ;-) Og nu hvor foråret så småt har vist sig, ja så kan man jo næsten ikke få armene ned- selvom det stadig er ret koldt...
Der er en del allerede planlagte projekter i denne sæson: Vega skal ha' bygget en ny seng, der er et stort træ der skal fældes, min faldefærdige havelåge skal bygges om, så Christianiacyklen, kan komme igennem, huset og skuret skal males og sidst men ikke mindst, sæsonens første projekt: Projekt Køkkenhave. Sidste år blev det ikke til mere end nogle enkelte krydderurter, nogle ærter og så hvad der ellers var i haven da jeg overtog den. I år har jeg fået mod på at udvide sortimentet og lave køkkenhave i mine tre højbede og et enkelt bed ved siden af. Så første step i det projekt er selvfølgelig at jeg skal have anskaffet noget sneglehegn, så der er en reel chance for, at der rent faktisk bliver et udbytte af det jeg sår. Sidste år blev jeg jo invaderet af de små bæster, så i år må jeg jo tage mine forholdsregler.
Jeg glæder mig virkelig til at komme igang med at gøre haven forårsklar, til at få gjort huset forårsrent og klar til en ny sæson men jeg glæder mig også bare til at komme lidt ud af byen- gå en tur ved mosen og nyde stilheden og naturen. Det er virkelig medicin for sjælen.

Og så har jeg selvfølgelig tyvstartet lidt og er begyndt at forspire lidt herhjemme ;-)






onsdag den 15. juli 2015

Sommerferie

Som den opmærksomme læser nok har lagt mærke til, så er det begrænset hvor meget der er blevet blogget i de sidste mange uger. Juni måned druknede lidt i regnvejr og eksamen og så har vi været en tur i jylland, først i sommerhus i Blokhus hos Nanna, Tue og Lund Emil og bagefter hos morfar i Ajstrup Strand. Og så har vi været på Nørrebro et par uger alt i alt og nydt godt af jazzfestival og bylivets muligheder.
Men nu er vi tilbage i haven og det var da også noget af et vildnis der tog imod os, da vi kom tilbage efter at have været væk i 14 dage. Alting var eksploderet (pånær det som sneglene havde ædt), men da vi lige fik slået græs, klippet lidt hæk og klippet lidt stauder ned, ja så så det heldigvis hurtigt meget fint ud igen.
Jeg har af to omgange sået krydderurter i mit ene højbed, men sneglene har formået at æde det hele rub og stub. Mine solsikke skud, som jeg havde forspiret hjemme i lejligheden har de også ædt og og diverse andre såede og plantede sommerblomster og grøntsager! Ellen er i USA og køber kobber tape med hjem til mig og det skulle holde sneglene væk, da de åbenbart ikke kan kravle hen over det, så man skal bare sætte det rundt om højbede og krukker. Så kan jeg forhåbentligt få lov at ha' mine ting i fred.
Vi er begyndt at nyde godt af frugter og bær af egen avl, udover rabarber, som vi jo har i massevis af, så har vi spist en del jordbær, hindbær, solbær og lidt ærter. Desværre er der ikke nok til at jeg kan lave marmelade eller andet, men det kommer nok.
I påskedagene fik jeg malet udestuen og alle de udvendige vinduesrammer og det pyntede virkelig. Det var dejligt at få det overstået, da det altså bare er sådan en ting, man skal tage sig sammen til, fordi man ved man ikke får lavet meget andet i et par dage. Men nu er det gjort og så skal der først males til næste år, hvor hele huset og skuret til gengæld skal ha' den store omgang.
I starten af juni holdt vi Vega's 2 års fødselsdag og det var en heldigvis en af de få dage, hvor der var godt vejr. Det blæste godt nok en halv pelikan men solen skinnede og det var varmt, så vi klagede ikke. Og det var en vildt hyggelig og dejlig dag med masser af søde mennesker, kage og gaver.
For en som mig, som har fødselsdag midt på efteråret, var det dejligt at holde en sommerfødselsdag- og så endda i kolonihaven med masser af plads til både børn og voksne!










fredag den 22. maj 2015

Solskin og gæster

I sidste uge var det dejligt vejr det meste af ugen og derfor også et godt tidspunkt at få købt nogle havemøbler på. Jeg ville ellers gerne have kørt klunser/loppemarkeds stilen og bare købe lidt henad vejen, ting som ikke nødvendigvis passede sammen, men som bare var fint og "koloagtigt".
Men jeg måtte sande at det nok kom til at tage for lang tid og jeg savnede at kunne sidde i haven og ikke mindst sidde i haven med gæster.
Så det blev altså til et havemøbelsæt fra Ikea og det er egentligt meget fint og har ikke kostet en bondegård.








tirsdag den 5. maj 2015

Ægte kolonister


Så er vi blevet ægte kolonister:
Vi har forladt stenbroen til fordel for muldjord og græsplæne- ikke for evigt vel at mærke, men ihvertfald for resten af sommeren.
Og hvor er det bare fantastisk! Selv på sådan en regnvejrsaften som idag er det bare så skønt at være her.
Vi var inde i byen idag- skulle til tandlæge og lavede derfor en lille tur ud af det sammen med mormor. Da vi skulle hjem havde jeg ikke det mindste savn efter at komme tilbage til lejligheden, men så bare frem til at komme hjem og drikke kaffe i haven og lytte til fuglene fløjte.
Ahh, hvilken ro!

Der er ellers godt nok brudt en krig ud herhjemme de seneste par dage! En krig, som jeg nok desværre ikke vinder, men man kan vel forsøge.
Krigen udspiller sig mellem mig, snegle og skvalderkål og jeg er sikker på at de to sidstnævnte har rottet sig sammen! 
Kom ud i haven igår morges efter at det havde regnet og så at der bare var snegle overalt og de var lystigt igang med at æde sig igennem mine planter- de bæster! Så måtte jeg jo finde "Havebog for begyndere" frem og hans råd var at drysse salt på dem. Jeg er jo generelt glad for dyr og det var lidt svært for mig, men så igen- det var dem eller mine blomster der måtte lade livet. Og det virkede jo fint nok med det der salt, men det resulterede desværre i, at der var slimede sneglelig i hele haven og med en nysgerrig 2-årig der render rundt og piller i alt, var det jo ikke just optimalt.
Så jeg ringede til min haveekspert- min mor. Hun foreslog en beholder med saltvand, hvor man så bare dumper bæsterne ned i. Det var smart og nu har jeg så et syltetøjsglas stående klar fyldt med saltvand og klamme, slimede sneglelig. Og nu er der næsten gået sport i at gå på sneglefangst!
Og så er der skvalderkålen. Jesus!! For nogle dage siden havde jeg fuldstændigt ignoreret alt hvad der hed ukrudt- kunne ikke rigtigt overskue den kamp. Vidste knap nok hvordan den berømte skvalderkål så ud. Men så kom det pludseligt over mig og jeg indledte krigen. Så efter at ha' ligget og rodet rundt på alle fire og pillet jeg ved ikke hvor meget skvalderkål op, ja så tror jeg aldrig at jeg nogensinde glemmer hvordan skvalderkål ser ud. Og der er stadig masser af det tilbage til at minde mig om det, hvis jeg skulle glemme det alligevel...
Regnvejr, stearinlys og hygge :-)

torsdag den 23. april 2015

Pible, pible, pible...

Der sker ting og sager i haven! Alting pibler frem alle vegne og hver dag kommer der nyt til og hver dag lægger jeg mærke til noget, som der da vidst ikke var der igår. Eller var det... Det er svært at følge med, men hvor er det bare helt fantastisk!
Mirabelle træerne har blomstret og er faktisk allerede ved at afblomstre igen, hvilket er lidt en skam for de er virkeligt smukke, men nu blomstrer æbletræerne så til gengæld snart.
Det er varmt nok til at vi kan overnatte herude nu og det gør det lidt nemmere, at vi ikke skal køre frem og tilbage hver dag, hvilket bliver lidt stressende. Og hårdt, når ens primære transportmiddel er en christianiacykel.
Vi kommer til at bo herude det meste af sommeren, da vi ikke har nogen forpligtelser på Nørrebro, før Vega starter vuggestue i august. Så når nu chancen er der for at kunne være her det meste af sæsonen, så synes jeg det ville være dumt ikke at gribe den. Så bliver det jo spændende om jeg kommer til at savne stenbroen.